Strøtanker fra hamsterhjulet

Strøtanker fra hamsterhjulet

Jeg har ikke skrevet i et stykke tid… hvorfor? Pga hamsterhjulet <3

Hverdagen drøner derudaf, dog uden, at vi har stressende travlt. Min ældste datters nedsmeltninger er blevet mindre, fylder mindre i dagligdagen og har givet vores liv derhjemme mere ro på. Det nyder vi. Meget <3

Sommerferien nærmer sig og jeg kan godt mærke, at jeg mentalt allerede er ved at indstille mig på, at tempoet skal ned. At dagene bør fyldes med fornøjeligheder, samvær, nærvær, badetøj og is. Dog har vi lige et par uger endnu førend vi kan kvitte vækkeuret om morgenen – som om vi nogensinde har behov for det, eftersom begge piger ALTID vågner før kl 06 😛 – og tænke i strandtaske fremfor arbejdstaske.

Mindste datteren nærmer sig sin 2 års fødselsdag. Jeg forstår ikke hvor tiden er blevet af. Hun beriger os på daglig basis med nye ord, sætninger, velovervejede gerninger og hendes nyeste opdagelse… at sige “nej, moar” mens hun laver surmule-trutmund. Det er en fornøjelse af følge med i. Er spændt på at se hvad hun bliver for én…

Lillesøster med den famøse surmulende trutmund <3

Sad og fik en kop kaffe i solen på en café forleden…jeps, det kan lykkes at finde alenetid i hamsterhjulets rullen 🙂 Overhørte to højgravide kvinder sludre ved bordet ved siden af mig og for pokker hvor jeg fik et stik af “gid det var mig”. Gid det var mig, der netop var gået på barsel, gid det var mig, der sad med en stor rund mave fyldt med en lækker lille babybisken og alle drømmene og forventningens glæde… Jeg stoppede dog mig selv dér, for endnu en lille én på matriklen derhjemme er ikke en del af planen 😉

Jeg har et brændende ønske om at få sat “ord på papir” meget oftere end tilfældet er. Jeg mærker en udfordring i dagligdagen i forhold til at finde tid, at prioritere tiden foran tastaturet – men det er måske også OK. Får jeg ikke skrevet, ved jeg, at det er fordi jeg bruger tiden “real time” – og det er vel i sidste ende også dér, det hele burde foregå <3

Forventningens glæde…

Forventnings glæde, den kender vi alle. Den er skøn. Den kan give sommerfugle i maven, ro i sjælen og den kan få os til at glæde os længe før… Nogle gange kan forventingens glæde dog også ramme os så grundigt bagi, at vi ikke helt ved, hvad der ramte os.

Det sidste er noget jeg arbejder med. At afstemme forventningerne, så de passer til realiteterne.

Inden jeg fik børn, forestillede jeg mig hvor idyllisk, det ville blive, når jeg en gang stiftede familie og vi rigtig skulle hygge. Jeg forestillede mig, hvordan vi på regnvåde søndage skulle sidde og lave perleplader ved spisebordet og drikke varm kakao med hjemmebagte boller, som mine børn havde været med til at lave i køkkenet. Jeg forestillede mig ferier i sommerhuset med snobrød over bål, cykelture til stranden og sommeraftener på terrassen med et glas vin, mens pigerne sødt lå og sov indenfor.

Nu har vi fået børn og vi laver perleplader, vi bager boller og drikker varm kakao. Vi tager på ferie i sommerhuset og bager snobrød over bål, cykler til stranden og det sker da også, at pigerne falder i søvn inden mørket falder på og min mand og jeg kan nå at nyde et glas vin, inden vores trætte øjne kalder på dynerne.

MEN ingen havde fortalt mig, at konflikter og nedsmeltninger ville være en del af ligningen. Jo jo, jeg havde da både hørt om konflikterne – og set andre børns – nedsmeltninger, som i de fleste tilfælde er uundgåelige med 2-3-4 årige i familien. Men det er som om, at de ikke fylder så meget i bevidstheden, før man har stået i situationen selv…med sit eget barn! For hold da op, hvor kan min ellers søde, dejlige, kærlige og sjove pige forvandle sig til en eksplosion af følelser, hvis verden (læs: mor og far) ikke helt handler som hun forventer eller mener den bør. Og hun kan slet ikke rumme dem, følelserne.

Når disse konflikter og nedsmeltninger sker, når vi ellers sidder og hygger os omkring spisebordet med perlerne og den varme kakao eller i sommerhuset, hvor strandturen står lige for døren…så er det, at glæden ved mine forventninger rammer mig lige bagi. Det var jo ikke sådan det var meningen, at det skulle være. Vi skulle jo have det rart sammen lige nu!

Og det får mig til at tænke… er det også sådan min datter har det? Er det hendes forventningers glæde, der rammer hende lige bagi, når perlerne ikke lige sidder på pladen, som hun havde forestillet sig, når koppen med den varme kakao pludselig er tom og der ikke er mere i kanden eller hvis yndlings badedragten ikke er blevet pakket med i tasken til sommerhuset og det lige var den, hun havde regnet med at skulle have på??

Den tanke er værd at have med sig. Den sætter måske tingene lidt i relief… For jeg vil så gerne hjælpe min datter med at rumme alle de svære følelser. Jeg vil lære hende at verden ikke falder sammen, selvom tingene ikke lige bliver som hun havde forventet, at vi bare prøver igen, hvis perlerne driller, at én kop kakao også er dejlig, selvom man ikke kan få nr. 2 og, at den gamle badedragt faktisk svømmer ligeså godt som den nye. Hvis jeg vil lære hende disse ting, så burde jeg selv kigge indad og lære, at selvom den hyggelige regnvåde søndag også består af sure miner eller at hyggen på terrassen med min mand ikke sker hver aften i ferien, så har vi det faktisk rigtig dejligt.

Vi har hinanden, vi elsker hinanden og imorgen så prøver vi igen <3

Min skønne store datter og jeg.
Min skønne store datter og jeg.

 

Jeg bør lade tvivlen komme livet til gode…

Kender I det? At man tvivler på, hvordan en given situation vil forløbe? Om det vil går godt eller skidt, hurtigt eller langsomt, med smil eller sure miner…

Det gør jeg… altså kender til tvivlen og ofte bruger jeg alt for meget krudt på at bekymre mig om situationer, som ender med at forløbe så fint. Eller også afholder jeg mig fra en situation, fordi jeg er i tvivl, om den vil forløbe godt.

Min mand tog aftenflyet til Jylland i går aftes pga. noget arbejde, og jeg skulle derfor være alene med pigerne i nat og i morges. Tankerne om, hvordan natten ville forløbe (der går sjældent en nat, hvor de begge sover igennem…der er altid én, nogen gange to, der kalder, vil ind og sove hos os eller lignende) fyldte en del, da jeg kyssede min mand farvel. Og hvad med morgenen…ville de komme i tøjet uden store konflikter og ville vi nå i institutionen i tide?

Og ved I hvad? Alt gik jo så fint 🙂 Jeg har sovet i smørhullet mellem mine piger i nat og er der i grunden noget mere hyggeligt (når nu man skal undvære sin mand)? Storesøster er heldigvis blevet så stor, at hun ligger nogenlunde stille, når hun sover, så det var kun lillesøsters moslen og til tider små fødder jeg fik i hoved, ryggen eller maven 😛

Og vi kom i institution i fin stil og tid, trods regntøj, strømper der drillede og en løbecykel, der her til morgen, bestemt ikke var den hurtigste i byen 😉

Hvorfor bekymrede jeg mig? Hvad var det i grunden jeg var så nervøs for? Jeg ved det oprigtigt ikke… Det er sgu da fjollet og spild af energi!!

Jeg skal lade tvivlen komme livet og alle dets bekymrende situationer til gode og kaste mig ud i det… hvis hamster-hjulet skal “shakes” lidt, så må jeg udfordre mig selv… dybt vand bør ikke være en hindring, så længe jeg kan svømme!

 

 

 

 

 

 

 

 

/minverden